Røde Kors er verdens største humanitære hjælpeorganisation med afdelinger i 192 lande. Vi har en særlig, lovfæstet rolle, når krigen raser, og de svageste skal beskyttes.
Alle kender billedet på tv-skærmen af mennesker i Røde Kors uniformer, der over hele kloden hjælper ofre for katastrofer. Og fordi vi har ca. 13 millioner frivillige fordelt i alle verdens lande, er Røde Kors næsten altid blandt de første, der når frem med hjælpen.
Katastrofer, herunder naturkatastrofer, er centralt i vores arbejde. Det samme gælder krig, hvor Røde Kors som håndhæver af Geneve-konventionerne har et helt særligt mandat, der giver os adgang til slagmarken og fængslerne.
Endelig er Røde Kors i dag også sammen med FN en af de helt store aktører, når det handler om langsigtet udvikling i de fattigste lande i verden.
På arbejde i verdens brændpunkter
Røde Kors er til stede i verdens brændpunkter. Jordskælv, tørke, borgerkrig, orkaner, epidemier. Vi er der med sygeplejersker, logistikere, officerer, chauffører, tømrere og læger.
Udsendte Røde Kors-nødhjælpere har mange roller og baggrunde. Men fælles for dem alle er, at de har valgt at hjælpe andre i nød.
Langsigtet udvikling
I verdens fattigste lande lider sundheden. Folk kan ikke få lægehjælp og informationer om de mest almindelige sygdomme. En milliard mennesker i verden har ikke adgang til rent drikkevand, og dobbelt så mange mangler fornuftige toilet- og kloakforhold.
Vi arbejder for at forbedre sundheden og komme sygdomme og epidemier til livs.
EU-støttede programmer
Siden 1998 har Røde Kors samarbejdet med Europakommissionens departement for humanitær bistand og civil beskyttelse (ECHO).
Røde Kors samarbejder også med DEVCO - Europakommissionens departement for internationalt samarbejde og udvikling.